Ballarat (2/1-06)

Startside Et niveau op

Nytår i Melbourne

Så er vi kommet til år 2006 og det varer ikke længe inden vi igen vender næsen nordpå. Nytårsaften blev fejret i Melbourne, hvor vi boede på en campingplads lidt uden for centrum. December måned har været den varmeste i Melbournes historie og nytårsaftensdag var ingen undtagelse. Vi havde 45 grader i skyggen. Om dagen lavede vi ikke andet end at handle ind og slappe af i skyggen.

Vores nytårsmenu skulle bestå af følgende: reje/seafood salat, engelsk bøf og til sidst frisk frugt. På grund af varmen nøjedes vi med at spise forret. Det er meget tørt hernede, så det er forbudt for private personer at skyde krudt af. Hver aften er der noget i fjernsynet om skovbrande.  For at se noget fyrværkeri tog vi bussen ind til centrum af Melbourne. Da vi tog med bussen kl. 7 om aftenen var det stadigvæk 44 grader. Inde i centrum ligger der en park ved bredden af Yarra floden. Her var der tivoli og levende musik.

Af hensyn til børnefamilierne var der et festfyrværkeri kl. 21.15. Det var rigtig flot at se på. Det var gratis at køre med bus og tog nytårsaften, så der var mange mennesker inde i byen. Det var fredeligt og roligt inde i byen. Der var ingen øltelte og man så ikke folk gå rundt og drikke. Det hænger nok sammen med at man kun kan købe øl/vin og spiritus i special forretninger (Liquor Store).

Vi tog bussen hjem efter festfyrværkeriet. Børnene faldt i søvn i den overfyldte bus på vej hjem. Hjemme på campingpladsen var der fredeligt og roligt. Kun få folk sad uden for deres telte og snakkede. Det virkede lidt mærkeligt at der slet ikke blev skudt krudt af. Vi så højst 5 raketter lige efter midnat. Det var stadigvæk meget varmt om natten, så børnene sov uroligt. Vi var lidt smadrede om morgenen, selvom vi kun havde fået en øl hver. For 1. gang sov vi med åben dør + vinduer i hele camperen.

2. juledag tog vi som planlagt ud til Blue Mountains. Vi syntes det var en god ide, da der var lukket de fleste andre steder. Vi var ikke de eneste der havde fået den ide, for der var rigtig mange mennesker derude. Vi tog ud til Katoomba for at se på udkigspunktet ved "de tre søstre". Der er nogle kæmpe klippe skrænter, hvor man kan se ud over eucalyptus skovene. Der var heldigvis sat hegn op. Vi gik en lille tur langs med skrænterne ned til de 3 søstre.

Dagen efter tog vi til Featherdale Wildlife park. Parken er populær, da man kan komme tæt på dyrene. Vi tog der ud, da det måske var sidste chance for at klappe en kænguru og koala. Børnene fik fodret  nogle kænguruer og aet nogle koalaer. Herudover så vi en masse fugle, krybdyr mv. På campingpladsen i Sydney var der i øvrigt et fuglebur med 6 papegøjer i. Børnene elskede at gå der ned og kigge på fuglene. Fuglene kunne sige et par enkelte ord.

Om aftenen var vi inviteret ned til et andet dansk par fra Bække til et glas rødvin. Det var helt hyggeligt at sidde og snakke med dem. De havde et par børn på 11 og 14 år, som Daniel og Rikke hyggede sig sammen med. Klokken blev 11 inden vi gik hjem. Dagen efter startede vi turen ned til Melbourne. Der er 880 km, så vi delte turen op i to etaper.

I Melbourne boede vi som tidligere nævnt på en campingplads lige uden for byen. Dagen før nytårsaften tog vi bussen ind til byen for at kigge på byen. Vi gik en tur langs med Yarra floden, spiste frokost, var på turistbureauet og fik shoppet lidt. Da vi kom tilbage til campingpladsen tog vi i swimming pool'en. Den var ikke opvarmet, så det var en kold fornøjelse.

Om aftenen så vi i fjernsynet at der havde været snestorm i Danmark. Der var et indslag om en lastbil med smågrise der var væltet ude på motorvejen. De sluttede af med at sige at historien endte godt og at bacon'en blev reddet. Hver fredag aften kan vi i øvrigt se rejseholdet i fjernsynet. Det er med dansk tale og engelske undertekster. Det er helt sjovt at se.

Vi befinder os nu i Ballarat, som en en guldgraver by 100 km. nordvest for Melbourne.  Vi kørte herud den 1. januar. Da man skal forlade campingpladsen kl. 10 om formiddagen, var vi nødt til at stå tidligt op efter nytårsaften. Temperaturen var da faldet til 20-25 grader og det regnede hele eftermiddagen. Det var nu helt rart efter den varme nytårsaften.

I dag har vi været inde og se byen Sovereign Hill. Den ser ud som den gjorde i år 1850, da der var fuld gang i guldfeberen. I byen kunne man se hvordan de forskellige forretninger så ud i gamle dage og man kunne selvfølgelig også handle i dem. I gaden kørte der hestevogne og der var politibetjente og soldater. Børnene kaldte soldaterne for Tinsoldater.

Man kunne selvfølgelig også se hvordan man gravede efter guld i gamle dage. Vi var med på en guidet tur ned i en af de gamle miner.  Gangene var sprunget med dynamit. I starten brugte man en hammer og jernspyd, senere brugte man trykluftbor. De larmede og støvede rigtig meget. Vi fik også en tur på en af de gamle jernbaner nede i minen.

Vi prøvede også en tur rundt med diligencen. Claus og Daniel var heldige at få en plads oppe foran sammen med kusken. Til sidst skulle vi selvfølgelig også prøve om vi kunne finde noget guld. Selvom vi fik vasket en masse sand/grus fandt vi ikke noget. Vi så at nogle af de andre fandt nogle små stykker rigtig guld.

I aften skal vi ind og se et show som hedder "Blood on the southern Cross". Det handler om den eneste gang der har været noget der ligner et oprør/borgerkrig i Australien. Det bliver først vist når det er mørkt. Desværre var der udsolgt kl. 21.15, så vi må vente til 22.30.

 

Blue Mountains

Pool'en i Sydney

På Sightseeing i Melbourne

Hovedgaden i Sovereign Hill.

Forrige side

Næste side