Sydney (25/12-05)

Startside Et niveau op

Stranden ved Bawleys Point.

Så er det også blevet jul, selvom vi befinder os på den anden side af jordkloden. Vejrudsigten for den 24. sagde op til 39 grader og mulighed for "Thunderstorms". Det var lummert om dagen, men heldigvis blev det køligere om aftenen. Vi fejrede julen om aftenen som vi plejer at gøre der hjemme, men menuen var noget anderledes. Vi havde hverken lyst eller mulighed for at stege and hernede. I stedet for blev det til et koldt julebord. Først en rejecocktail, derefter skinke med salat og brød til og til sidst fik vi Vinetta is med frisk frugt til.´

Vi var ude at handle ind den 24. om formiddagen. Det var først her at vi mærkede lidt til juletravlheden, for resten af Australien var også ude for at handle. Det tog nu heldigvis ikke så lang tid. Vi fik købt mad, lidt mere julepynt og et lille juletræ. Juletræet var lavet af plastic og lignede nærmest en stor slikkepind. Det var ikke særligt pænt, men børnene var glade for det. Det blev en noget anderledes jul end vi er vant til, men vi syntes alle at det var en god aften.

Vi ankom til Sydney den 19. december og bestilte plads for en hel uge. Det er en lækker plads, så vi regner med at blive her to ekstra dage. Vi har nu været på farten i over to måneder og trængte til at slappe af. Det har været helt rart at være det samme sted og slippe for at køre. Campingpladsen ligger 35 km udenfor Sydney Centrum. De to gange vi har været derinde har vi taget med bus, tog og færge.

Den først gang vi var inde i Sydney Centrum var det for at se Sydney Aquarium. Vi tog bussen til Blacktown og herfra toget ind til Centrum. Det koster ikke så meget at køre med bus og tog, og så er det noget nemmere end at skulle køre ind til centrum med den store autocamper. Hvis vi kørte selv skulle vi også betale diesel, vejafgift og parkering. Det var første gang at børnene kørte med tog og de syntes det var rigtig sjovt. Toget var i to etager.

Det var blevet frokost tid da vi kom derind, så vi var nede ved Darling Harbour for at få noget at spise. Herefter gik turen til Sydney Aquarium. Juleferien er startet hernede, så der var mange mennesker - både lokale og turister. Vi så Platypus, sæler, hajer, koraler, søheste, krabber, pingviner og mange flotte fisk. Der var to store bassiner, hvor man kunne gå i en tunnel nede under vandet. I det første var der sæler i det næste var der hajer, rokker og andre fisk. Vi brugte ca. 2 timer på akvariet. Bagefter var vi på en legeplads ved Darling Harbour, inden vi tog toget tilbage til campingpladsen.

Efter en slap-af-dag ved pool'en tog vi igen ind til Sydney. Denne gang var det for at se på havnen og en af strandene. Vi kørte først med bus, så med tog og til sidst med færge. Vi sejlede fra Parrametta, som ligger 20 km. inde i landet. Færgen sejlede ind til Circular Quay, som ligger lige ved siden af Operahuset og Harbour Bridge. Vi fik taget et billede af børnene med nissehuer på foran operahuset. Det var varmt, så de fik hurtigt nissehuerne af igen. Efter frokost tog vi en færge ud til Manly. Manly ligger helt ude ved kysten og har en lækker badestrand. Vi havde ikke badetøj med, så vi måtte nøjes med at soppe. For at komme hjem sejlede vi tilbage til Centrum, derefter med tog og bus. Vi havde købt en dagsbillet, som man kunne bruge til både bus, tog og færge.

Inden vi kom til Sydney havde vi to overnatninger ved Bawleys Point, som ligger ude ved kysten et par hundrede km syd for Sydney. Stranden ligner Vesterhavet bortset fra at vandet er varmere og at man kan se delfiner. Vi så ca. 10 delfiner svømme rundt et stykke ude. Der var en kæmpestor swimming pool, som vi brugte en del. Vores naboer på campingpladsen var et hollandsk par, som havde en datter på knap 3 år. Hende legede Rikke en del med. Det gik fint selvom de ikke kunne forstå hinanden. Den ene aften så vi to Possums komme kravlende ned fra et træ lige ved siden af vores camper. En Possum er nærmest en mellemting af en vaskebjørn og et egern. De sover hele dagen og kommer først frem for at finde mad når det bliver mørkt.

I morgen, 2. juledag regner vi med at køre ud og kigge på Blue mountains. Herefter tager vi en slap-af-dag, inden vi begynder turen tilbage til Melbourne, hvor vi regner med at holde nytår.

 

Orbesen foran Sydney Aquarium.

Julenisser ved Operahuset.

Glædelig Jul !!

Rikke pakker gave op juleaften.

Forrige side

Næste side