Så er vi kommet ned til Val, hvor vi skal tilbringe
påsken. Vi kørte de 650 km herned Langfredag. Der var mange biler på vejen
den dag, da australierne startede på deres påskeferie. Heldigvis kørte de
fleste af dem nordpå, dvs. i modsatte retning af os. De havde også sagt i
fjernsynet at der ville være mange politibiler på vejen, hvilket vi også
fandt ud af !.
Fartgrænsen udenfor byerne er på 110. Vi havde igennem en
halv time ligget bag en rød bil, som kørte mellem 100 og 110. Da vi jo
skulle køre langt tog vi chancen og overhalede og lagde os op på 120. Vi
mente at det gik nok, da bilen sikkert viste lidt for meget. Et par minutter
efter vi havde overhalet, var der en politibil i modsatte vejbane der
startede sirenen og vendte om efter os. Vi var ikke sikre på om det var os
han var efter, men stoppede bilen.
Politibilen stoppede bagved os, og en politimand kom op
og sagde at han var fra Highway-patruljen og at de havde målt os til at køre 120
km og at vi højst måtte køre 110 km. Det kunne vi ikke benægte. Han
fortsatte så med, at vi slap med en advarsel denne gang, men at det næste
gang ville koste og at det jo ville være ærgerligt at bruge feriebudgettet
på det. Han skulle selvfølgelig se vores kørekort, og endnu en gang blev
Claus noteret ned. Vi fik lov til at fortsætte, med en påmindelse om vi ikke
skulle køre hurtigere end 100-110 km, da der jo var mange biler på vejene.
Mens vi snakkede med politiet blev vi overhalet af den røde bil, mon ikke de
har grinet af os ?
På resten af turen ned til Val, var vi meget forsigtige med
at overholde fartgrænsen. Nå men vi nåede sikkert frem til Kojonup (Val).
Lidt efter vi var kommet ned til hende, kom Julie (Val's datter) forbi. Hun havde to
nyfødte lam med. De var højst et døgn gamle. Moderen havde ikke mælk til
dem, så de skulle fodres med flaske. Det fik Daniel og Rikke lov til at
gøre, hvilket de var meget stolte af.
Lammene fik lov til at blive hos Val. Der blev lavet et bur til dem i brændeskuret.
Der blev lagt noget hø i bunden, og der blev stillet et hegn op foran, så
lammene ikke kunne komme ud. Der skulle de så bo de næste par dage, mens vi
var hos Val. Lammene var lidt mindre end normalt, da de var tvillinger og
måske var født lidt for tidligt. Vi var alle spændte på om de ville overleve
den første nat. Det gjorde de heldigvis. De skulle fodres 5 gange om dagen,
men heldigvis ikke om natten.
Daniel og Rikke syntes at lammene var rigtig søde.
Lammene var hvert sit køn, så Rikke passede selvfølgelig pigen, mens Daniel
passede drengen. Lammene skulle ikke kun være i deres skur, de skulle
selvfølgelig også ud at bruge deres ben. Så fik de lov til at gå rundt på
græsplænen, mens børnene passede på dem. De gik også små ture med dem rundt
om huset.
Påskesøndag var vi med Julie og hendes familie til picnic
ude ved en stor sø. Der plejede hele familien at mødes til picnic juledag.
Ude ved søen tændte vi op i grillen og stegte pølser og bøf. I alle parker i
Australien står der en gas grill, som man bare kan bruge. Langt de fleste
steder ser de pæne ud.
Julies mand Barry havde taget sin speedbåd med, så vi
kunne få en sejltur på søen. Søen er et populært sted for vandski og anden
vandsport. Barry havde en stor badering, som han trak efter båden. Dem der
havde lyst kunne få en tur. Det var ikke særligt varmt den dag, så vi havde
ikke rigtig lyst. Men børnene ville have en tur, så farmand blev nødt til at
trække i badetøjet. Både Daniel og Rikke fik en tur i baderingen, og de
syntes begge at det var sjovt.
Påskemandag tog Julie os ud til en "mission", som lå en
halv times kørsel fra Val. Val og hendes lillesøster Lynette var også med.
Stedet hed Marribank, og var oprindeligt bygget som et hjem (by) til børn,
som var fjernet fra deres aboriginals forældre. Børnene kaldes også for "The
stolen generation". Senere er stedet brugt som en slags landbrugsskole og et
sted for familier med sociale problemer. Det ligger et stykke ude i ødemarken og vi
skulle køre de sidste 20 minutter på grusvej (Gravelroad).
Stedet er nu overdraget til aboriginerne. Der er lavet et
lille museum derude, som fortæller noget om stedets historie. Ellers er der
ikke andet en en forladt landsby med skole, kirke, fælleskøkken mv. Der bor
en enkelt familie derude, som holder lidt opsyn med byen. Man har for ca. 10
år siden bygget to nye huse derude for at få nogle aboriginals til at flytte derud,
men det er ikke lykkedes. Så nu står der to nye huse med gulvtæpper,
køkkeninventar, som ikke har været brugt. Hele stedet var i forfald, men det
var nu interessant at se. Nøglen til museet fik vi ved den familie der boede
i byen. Der lå en gæstebog derinde, som vi skrev vores navne i. Det var 2 år
siden der sidst var skrevet i bogen.
Vi var nødt til at bevæge os forsigtig omkring, for der
var spindelvæv mange steder. Vi så mange Red-bakcs (giftig edderkop)
i nogle af husene, ved/bag dørene og omkring. Der lå en nationalpark lige ved siden af byen, hvor man
kunne gå nogle ture. Julie fortalte at på grund af faren for slanger i
øjeblikket, var
det bedst at gøre det om vinteren. På vej hjem derude fra, så vi en flok
kænguruer. De kom hoppende på tværs af vejen lige foran os. Det er første
gang vi har set dem på vejen i dagtimerne. Normalt gemmer de sig i skyggen i
"bushen". Der var i alt 12 kænguruer, store og små.
I morgen (tirsdag) kører vi op til Perth, hvor vi skal
have en enkelt overnatning inden vi flyver hjem. Vi skal først flyve kl.
23.30, så vi har planlagt en tur i en dyrepark om dagen for at udnytte tiden
bedst muligt. Vi var der for 2½ år siden, og det er et fantastisk sted.
