Victoria (10/12-05)

Startside Et niveau op

Uvejr på vej på Phillip Island.

Så er vi kommet til Melbourne. Flyveturen fra Alice Springs tog kun 2 1/4 time men den var urolig, så vi var alle sammen lidt kvæstede da vi kom frem. Vi havde en enkelt overnatning på et hotel inden vi skulle hente vores autocamper.

De to første dage i den nye camper vil vi helst bare glemme !

Vi hentede vores ”nye” camper i Melbourne i mandags (5/12).  Den var nu ikke helt så ny som vi havde håbet på. Den var 2 år gammel og slidt. Der var de ting i den, som der skulle være og det hele virkede (nogenlunde). Men der var mange småting, som ikke helt var som i den første vi havde i Alice Springs. Vi var lidt skuffede over den, især når vi skulle tilbringe de næste 5 uger i den. Vi ville gerne have haft en anden bil, men manglede et godt argument.

Vi burde have anet at tingene ville gå galt for da vi var ved at få bilen udleveret siger Daniel pludselig; ”Far der er en mand der er ved at tage vores tasker”. Det var en taxichauffør, som troede at vores to hånd bagage tasker tilhørte et andet par, som han skulle køre i lufthavnen. Claus skyndte sig at løbe ud for at stoppe ham.

Nå men vi kørte til Phillip Island 170 km. syd for Melbourne, hvor man bl.a. kan se en masse pingviner komme ind på land om aftenen. Da vi gik i seng om aftenen undrede vi os over at der var en del myrer i bilen. Vi fik fjernet de fleste og lagde os til at sove. Det var i øvrigt også begyndt at regne.

Om morgenen var det galt med myrer igen. Da Claus kom ud af bilen fandt han ud af hvorfor. Vi havde parkeret under et træ, så nogle af bladene rørte ved bilen. Det var her myrerne kom fra. På bilen udenfor var der tusindvis af myrer. Vi fik hurtigt pakket bilen sammen og kørte en tur for at blæse myrerne af. Det lykkedes også nogenlunde. Så var der kun alle myrerne indenfor vi skulle have udryddet. Den campingplads, som vi havde valgt og betalt for 2 nætter på var vi heller ikke særlig glad for. I øvrigt regnede det det meste af tirsdagen.

Da vi pakkede børnenes seng sammen var lagnet vådt, og vi opdagede at deres madras var fugtig under neden. Vi løftede madrassen op og så at træet var råddent under den. Nu havde vi et godt argument for at ringe til udlejningsfirmaet for at få en anden bil. Vi forberedte ”den helt store salgstale” og ringede til dem. De sagde med det samme at vi bare kunne køre til Melbourne og hente en anden bil. Det ville vi så gøre om onsdagen.

Tirsdag aften tog vi ud for at kigge på pingviner i regnvejr. Så slap vi for at køre der ned igen. Det var en stor oplevelse at se dem. (herom senere). Pingvinerne kommer først ind til land kl. 9 om aftenen, så det blev lidt sent. Fulde af forventning kørte vi op til udlejningsfirmaet i Melbourne næste dag. Den første bil de fandt til os, var en model magen til den gamle vi havde. Den var heldigvis også våd inden i!

Nu har vi så i stedet for fået en helt ny bil. Jubii !!!. Den har kørt 1.100 km og ser helt ny ud inden i. Vi tror ikke at den har været lejet ud. Den har sikkert kun kørt fra fabrikken og til Melbourne.

Efter to trælse dage er vi kommet oven på igen. Solen har skinnet i dag, og vi har fundet en god campingplads.

Pingvinerne var som nævnt ovenfor en stor oplevelse. De havde lovet regnvejr om aftenen og vi havde ikke regntøj med, så vi var lidt i tvivl om vi skulle tage ind for at se dem. Heldigvis fik børnene os overtalt. Pingvinerne kommer ind på land om aftenen for at hvile og fodre deres unger. Der er et "Visitor center" hvor man kan se og læse en masse om pingvinerne inden man for lov til at gå ned til stranden. Det er er meget turistpræget og der er massevis af japanere.

Nede ved stranden er der to platforme hvor man kan stå og kigge. Vi fik at vide af en af parkbetjentene, at det var meget bedre for børnene at stå oppe på gangbroen. Her fik børnene lov til at stå i handicap området, så de bedre kunne se. (Det har sine fordele at rejse med børn). Pingvinerne samles i små grupper nede ved vandkanten inden de  går på land. Der skulle en masse forsøg til inden de turde at komme helt op. I starten nåede de kun et par meter op inden en pingvin vendte rundt. Så fulgte alle de andre med tilbage i vandet. Det var lidt sjovt at se. Daniel og Rikke synes pingvinerne var nogle bangebukse. Vi fik pingvinerne at se helt tæt på, når de gik under vores gangbro. De var ikke særlig store, kun 35 cm. høje og vejede ca. 1 kg.

Den første tur i vores nu helt nye camper gik til Healesville, som ligger 100 km. nordøst for Melbourne. Her ville vi se noget der hedder "Healesville Sanctuary". Det er en slags zoologisk have, hvor de bl.a. tager skadede dyr ind for at gøre klar til at vende tilbage til naturen. Vi havde hørt en del om stedet både hjemme og i Australien, så forventningerne var store. Det var nu ikke så meget anderledes end de andre zoo'er vi har været i. Vi er nok ved at have set nok af fugle,  krybdyr og kænguruer. Vi havde desværre også valgt en dag hvor parken var fyldt med skolebørn.

Det mest spændende dyr vi så der var en Platypus. Der er et lille mærkeligt dyr, som ligner en blanding af en bæver og en and. Det lever i vandløb. Dyret ligger æg som en fugl/krybdyr. Når ungen er "født" får det mælk ved moren som et pattedyr.

I parken fik Daniel og Rikke også lov til at komme ind og klappe en vombat. De var en unge som da havde fået ind fordi moren var død. Den skulle tilbage til naturen. De fik kun lov til at røre den fordi den lå og sov. Vi så også nogle dyrepassere, som gik tur med to Dingoer. Dem fik de også lov til at klappe. De så søde ud, men kan være farlige ude i den vilde natur.

I morgen går turen til Lakes Entrance, som ligger ude ved kysten 300 km øst for Melbourne.

 

Pingvin centret på Phillip Island.

Sydkysten af Phillip Island.

Hygge i vores helt nye camper.

Julen er kommet til Australien.

Rikke er ved at kravle ind til vombatten.

Forrige side

Næste side