Coral Bay (1/11-05)

Startside Et niveau op

Udsigten ud over Coral Bay. Vi bader helt inde i bunden hvor der er sandstrand. Ved bådene  er der godt at snorkle. (Klik for forstørrelse)

Så er vi kommet til Coral Bay, som ligger 1.200 km nord for Perth. Vi skal være heroppe i en uge. Køreturen fra Monkey Mia og herop var på 580 km. Vi havde valgt at dele den op i to etaper med en overnatning i Carnarvon, så børnene ikke skulle side alt for lang tid i bilen om dagen.

Selvom vejene er gode herovre kan man ikke køre så stærkt som derhjemme. Man kan sagtens risikere at der kommer en kænguru eller emu løbende tværs over vejen. Myndighederne advarer i øjeblikket om at risikoen er stor. Vi har indtil videre ikke set nogle kænguruer (udover de døde i vejkanten), men vi har set et par emu familier. Den første dag efter Monkey Mia kom der 8-10 emuer løbende tværs over vejen foran os. Der var en 2-3 voksne og en masse unger. Vi kunne ikke nå at tage billeder af dem, da de kommer lige pludselig og forsvinder med det samme igen.

Coral Bay ligger tæt ved Ningaloo Reef, som er en miniature udgave af Great Barrier Reef. Det er et par hundrede kilometer langt og har den fordel at det ligger meget tæt på kysten. Ved Coral Bay er der kun et par hundrede meter ud til selve revet. Inde bag ved revet er der laguner med turkisblåt vand og sandstrande. Det er det perfekte sted for en badeferie. Børnene kan lege i vandkanten, mens far/mor snorkler rundt og kigger på farvestrålende fisk.

Som det er typisk for alle australske turiststeder bliver der arrangeret et væld af aktiviteter. Du kan komme på dykkerture, snorkleture, sejlture, ture med firhjulstrækker. På turene har du mulighed for at se Whale sharks, Kæmperokker (Manta rays), skildpadder, søkøer, pukkelhvaler og selvfølgelig koralrevet med alle de farvestrålende fisk. Der findes en masse forskellige kombinationer. Nogle af turene er sæsonbestemt.

Da vi kom herop havde vi ikke planer om at skulle med på nogle af turene. Vi kunne ikke tage børnene med og der ville være knap så meget ved det hvis man tog selv afsted. Sidst på ugen blev Claus dog fristet af de mange tilbud. Han meldte sig til en "Wildlife Adventure" tur. Turen er en heldags tur, hvor man kan se pukkelhvaler, snorkle med Manta rays, snorkle ved det ydre rev og måske se skildpadder, søkøer og delfiner.

Vi skulle mødes ved butikken kl. 7.20 om morgenen. Den båd vi skulle med var for stor til at sejle ind til Coral Bay, så vi blev i stedet for kørt med bus (1 km) ned til Paradis Beach. Her blev vi sejlet ud til vores båd med en gummibåd.

Vi skulle op til en stor sandbugt længere oppe nordpå hvor der var direkte adgang ud til det åbne hav. Her kom Manta Rays ind for at spise og pukkelhvalerne kom ind for at hvile på deres vandring sydpå til Antarktis. Da vi kom op til bugten fik vi udleveret vores våddragter og udstyr. Det blæste en del den dag, så vandet var temmelig uroligt. For at finde dyrene bruger man et "spotter" fly. Efter en times flyvning havde flyet ikke fundet noget og måtte tilbage for at tanke. Æv, gad vide om vi overhovedet ville se noget.

Vi sejlede i stedet for hen til et område med mange skildpadder. Vi fik set en masse komme op til overfladen for at ånde. Efter en ½ time sejlede vi ud til den ydre del af bugten, hvor der var observeret en pukkelhval og hendes unge. Selvom vi ikke kom nærmere end ca. 50 meter  kunne man sagtens fornemme hvor store de er. Pludselig fik en af passagererne øje på en anden hval der sprang op af vandet et stykke derfra. Vi så både forkroppen og halen oppe af vandet 15-20 gange. Da vi kom derhen var den desværre blevet træt. Det var endnu en mor med unge. Vi fulgte den til udkanten af bugten.

Udenfor bugten fik vi øje på 3 Manta Rays. Disse kæmperokker kan veje op til 2 tons og have et vingespænd på 6-7 meter. Dem vi så var 3½ meter. De var først for tæt på revet til at det var sikkert at snorkle med dem. Heldigvis svømmede de længere væk fra revet, så vi andre kunne komme i vandet. Det skulle nok blive spændende selvom bølgerne var høje. Vores guide svømmede forrest og viste vejen. Vi kom ganske tæt på. Nogle gange var de kun 3 meter under os. Det var en kæmpe oplevelse at se dem så tæt på. Efter et kvarter blev vi hentet op i båden igen. Vi fik en tur til hvor vi fulgte en i overfladen. Den var lidt for hurtig, så vi var konstant 10 meter bagefter.

Efter at have set disse imponerende skabninger sejlede vi ind mod Coral Bay, hvor vandet var mere roligt. Efter en lækker frokost fik vi lov til at snorkle. Vi lå på ca. 10 meter vand. Rundt omkring var der "Koral paddehatte" som gik næsten op til overfladen. Man skulle starte med at svømme mod strømmen, så man kunne drive tilbage til båden. Der var mange farvestrålende fisk at kigge på. Det var en rigtig god tur.

Vi har også været ude at sejle med en båd med glasbund. Det tog en time og var rigtig spændende. Vi så de samme fisk og koraller som vi kan se når vi snorkler, men på denne måde havde børnene også en mulighed for at se det. Daniel var meget interesseret i at se alle de forskellige fisk og koraller. Nu kan han bedre forstå hvorfor far og mor vil ud at snorkle. Rikke mistede hurtigt interessen og faldt i søvn.

Vi har haft besøg af forskellige dyr i vores hytte. Først en hund, som havde sin egen bold med. Den var rigtig sød og børnene nød at lege med den. Der render også en kat rundt i området, som børnene "leger" med. Først troede vi at den var med nogle folk fra en af de andre hytter, men den bor her vist fast.

En aften vågnede Randi fordi hun kunne høre en mus på køkkenbordet. Den næste dag fandt vi en musefælde frem og prøvede med noget australsk ost mens vi var ved stranden - uden held. Vi fandt så noget dansk spegepølse i supermarkedet. Det gjorde det af med musen om eftermiddagen. Vi fangede endnu en om aftenen. Den næste aften var det ikke mus, der generede, men i stedet for en stor kakkerlak . Den blev smækket med en sandal.

En kilometer nord for vores badestrand er der et område, som er fredet da det er "Breeding ground" (formeringsområde) for Reef Sharks. Når man går langs vandkanten kan man se dem svømme rundt næsten helt inde ved kanten. De var lidt over 1 meter lange . På grund af vinden/bølger i overfladen var de lidt svære at se. Det lignede nærmest bare skygger i vandet.

Da vi kom tilbage til campingpladsen efter at have set hajer så vi en kæmpe Guana (leguan) komme gående hen over pladsen. Den var ca. 2 meter lang, og gik vist og kiggede efter madrester. Indtil da havde vi kun set nogle mindre firben, så vi blev noget imponeret over den store fyr.

Nu er en uges badeferie slut og vi begiver os på vej mod Perth.

 

Randi og Daniel kigger efter små fisk i det lave vand.

Pukkelhvaler. (Kopi fra en brochure).

Manta Ray. (Kopi fra en brochure).

Daniel og Randi kigger efter fisk ombord på båden med glasbund.

Royalt nyt på australsk.

 

Vi fik besøg af en Guana på Campingpladsen.(Klik for stor format)

 
Forrige side

Næste side