Billund (14/1-06)

Startside Et niveau op

Klar til afgang fra Melbourne.

Så er vi kommet hjem til Danmark. Det blev en lang rejse hjem. Vi skulle flyve fra Melbourne kl. 17 om eftermiddagen, men skulle allerede checke ud fra hotellet kl. 10. For at slippe for at rende rundt med vores tasker inde i byen, valgte vi at tage direkte ud til lufthavnen. Vi kom så til at vente i 6 timer inden vores flyrejse på 28 timer startede.

Turen fra Melbourne til Singapore tog 7½ time. Børnene fik sovet lidt, mens vi andre kun fik hvilet os. I Singapore havde vi 1½ time til at få skiftet fly. Turen fra Singapore til Frankfurt var beregnet til at tage 13 timer. Børnene fik sovet 4-5 timer, og vi andre højst 1-2 timer. I flyveren er der en lille skærm til hver eneste sæde. Her kan man se film, spille computerspil, få oplysninger om flyveturen (Højde, hastighed, tid) og se på et kort hvor langt man er kommet.

Efter 12½ time kunne vi se at flyveren var på  vej ned. Vi fik desværre at vide, at vi ikke kunne lande i Frankfurt pga. en snestorm og var nødt til at lande i München i stedet for. Vi måtte ikke forlade flyveren i München, da vi kun skulle have tanket flyet op. Efter 1½ times ventetid fløj vi igen videre og ankom til Frankfurt med 3 timers forsinkelse.

Vi havde lidt problemer med at finde vores fly videre til Billund, da ruten skulle flyves af et andet selskab end der stod på vores billetter. Da vi endelig fik vores boardingpas havde de kun plads til Daniel. Vi andre stod på "standby". Efter en lang flyrejse havde vi ikke megen lyst til at skulle blive en ekstra dag i Frankfurt. Heldigvis fandt de 4 pladser til os på Business Class og vi kunne komme hjem med 1½ times forsinkelse.

I Billund lufthavn fik vi os en kæmpe overraskelse. Børnenes stuer fra børnehaven var kommet for at tage imod os. Det havde vi slet ikke regnet med. Vi blev meget rørte og fik en klump i halsen og vand i øjnene. Daniel og Rikke blev meget overvældet over at se alle børnene igen. De vidste slet ikke hvad de skulle gøre af sig selv. Vi nåede ikke at snakke så meget med dem, da de skulle nå en bus hjem.

Det var rigtig lækkert for børnene at komme hjem og finde ud af deres venner fra børnehaven ikke havde glemt dem.

 

Velkommen hjem Daniel og Rikke.

Nu kommer de !

Forrige side