Kalgoorlie er en guldgraver by, som ligger 600 km inde i landet. Det er et meget tørt område. Grundvandet derinde indeholder 10 gange så meget salt som havvand, så det kan ikke bruges til noget. For at kunne få vand derinde har man bygget et kæmpe vandrør, som går fra Perth. Det går langs med landevejen og ligger oven på jorden. De må åbenbart ikke kende til frost hernede.

Undervejs ind til Kalgoorlie kom vi igennem et stykke landskab på ca. 35 km. hvor der lige havde været en ”bush fire”, skovbrand. På begge sider af vejen kunne man se sorte stumper af det der havde været små træer og buske. Intet grønt/brunt. Ret hurtigt vil der komme små skud nede fra de udbrændte buske/træer, naturen heler/ er sejlivet. Så derfor ved vi branden næsten lige har været der. Det var lidt uhyggeligt at køre der.

Man startede med at grave efter guld i Kalgoorlie for over 100 år siden. I starten fandt man guldet på overfladen, senere gravede man gange nede under jorden for at finde det. For 20-30 år siden kunne det efterhånden ikke mere svare sig at grave gange under jorden. Ny teknik gjorde at man nu kan udvinde guld fra de områder man tidligere har gennemsøgt. Man startede derfor på en "åben mine", hvor man gravede al jord/klipper væk fra det område, hvor man før havde gravet gange.

Den åbne mine kaldes for en Super-pit. Den er nu 280 meter dyb og er kæmpe stor. Det er planen at man skal grave ned til 600 meter. Der er lavet et udkigspunkt, hvor man kan se ned i pitten. Lastbilerne dernede ligner små myrer, men de er meget store. Dækkene på lastbilerne er næsten 3 meter høje. De arbejder i døgndrift med at køre jord/klipper op fra hullet. Når man kigger ned i minen kan man også se hvor de gamle minegange har været.

Vi var også ude at se et museum, hvor man kunne se hvordan man havde gravet guld i gamle dage. Her var der mulighed for at man selv kunne vaske guld. Det skulle vi selvfølgelig prøve, og sørme om vi ikke fandt 3 små stykker guld. De var meget små og er ikke noget værd. Daniel, der havde fundet 2 af stykkerne, var meget stolt og mente helt sikkert at de var mange penge værd.

På museet var der også mulighed for at komme ned i en mineskakt med en lift. Nede i minen var der en rundvisning i gangene, hvor man kunne se hvordan man havde arbejdet i gamle dage. Det var spændende at se, og der var dejligt køligt i minegangene. Vi fik også set hvordan man støber en guldbarre. Guldbarren indeholdt dog kun 10% guld pga. sikkerheden.

Temperaturen lå på 37-38 grader og der var solskin hver dag. Heldigvis var der en swimmingpool på campingpladsen, så vi kunne blive kølet ned. I den hytte vi havde lejet var der aircondition. Vi brugte den dog ikke da det lugtede meget dårligt fra den. Vi brokkede os over den og rengøringen som heller ikke var for god. De gjorde lidt bedre rent næste dag og gav os en flakse rødvin som kompensation. Lugten fik de ikke gjort noget ved, så vi svedte en del om aftenen.

En af dagene var vi nede i den lokale park, som var et rigtigt dejligt sted. Der var en stor legeplads til børnene og en café, så de voksne kunne få en kop kaffe. Der var også en stor græsplæne, hvor vi kunne spille bold. I australske parker er der altid en grill/barbecue, som man kan benytte gratis. Vi var der en lørdag, så der var mange mennesker der spiste der. Hvis man blev træt af at lege kunne man kigge på de forskellige fugle/dyr der blev holdt i bure rundt om i parken.

Efter 4 overnatninger i Kalgoorlie gik turen tilbage mod Perth igen. Når man skal køre så langt kan det være fristende at køre lidt for stærkt for at komme hurtigere frem. Det er dog sjældent at man ser nogen køre hurtigere end de tilladte 110. På turen tilbage kom vi til et road-house ude i ødemarken, hvor man kun måtte køre 80. Her blev vi vinket ind til siden af politiet. Ups ! havde vi kørt for stærkt ?. Det havde vi ikke, så de nøjedes med at se Claus' kørekort. Heldigvis havde vi fået lavet et internationalt kørekort.

Det er selvfølgelig også pga. risikoen for dyr på vejen at man ikke kører for stærkt. Vi har set emuer, geder og køer stå i vejkanten. Det er især emuerne man skal passe på. De kan lige pludselig finde på at løbe over vejen. Og hvis der kommer en emu løbende på tværs, så følger resten af familien temmelig sikkert efter. Kænguruerne kommer først frem, når det begynder at blive mørkt. Det er blandt andet derfor at vi ikke må køre udenfor byerne efter mørkets frembrud. Det gælder jo kun for leje bilerne. Forsikringen vil blive alt for dyr ellers.

Fremantle er Perth's havneby og ligger hvor Swan Riwer munder ud i Stillehavet. Det er ca. 30 km. syd for Perth. Den er især kendt for sit caféliv. Vi boede i  en lille "studio" lejlighed i et villa kvarter. Den lå så tæt ved stranden og centrum at vi kunne gå begge steder. Stranden ved Fremantle havde lækkert sand og der var nogle bølger som børnene kunne lege i. Der var vi nede hver eftermiddag for at få en dukkert.

Vi var selvfølgelig også inde i Fremantle centrum for at shoppe og spise på café. Da vi var inde i byen for at spise mandag aften, var der rigtig mange mennesker. Det skyldes at australierne havde haft lang weekend og fri om mandagen. I stedet for at holde fri 1. maj, så holder de deres Labour-day 1. mandag i marts. Begrundelse ? Vejret er bedre i marts end det er i maj ;-).

For at der også skete noget for børnene tog vi ud for at se endnu et reptilcenter i nærheden. Her så vi en masse slanger og firben. Der var også nogle store fuglebure, som man kunne gå i ind for at se nærmere på fuglene. Rikke syntes at det meste spændende dyr derude var en pony der hed Molly!

I starten da vi var hernede, ville vi altid ud i solen. Nu har vi efterhånden været hernede så lang tid at vi er begyndt at opføre os ligesom australierne. Dvs. at vi søger ind i skyggen midt på dagen, eller hvis man bare lige skal have lidt vand fra tasken. Så finder vi lidt skygge ved et lille træ. Men selvom at der har været omkring de 35 grader i Fremantle har det ikke føltes så varmt. Det skyldes nok brisen ude fra havet.

I morgen starter vi på køreturen op nordpå.